Skybrud kan gøre Danmark bedre rustet til næste oversvømmelse

Da et voldsomt skybrud ramte København 2. juli 2011, blev veje, kældre og kritisk infrastruktur oversvømmet. Skaderne løb op i milliardklassen, men hændelsen blev også et vendepunkt for klimatilpasningen i Danmark.
Efter skybruddet blev klimatilpasning i højere grad indarbejdet i kommunal planlægning, mens forsyningsselskaber investerede i blandt andet kloakker, bassiner og skybrudstunneler. Samtidig blev varsling, beredskab og modeller for ekstremregn forbedret.
Ifølge et nyt forskningsnotat fra DMI kan denne læring have betydning for beregninger af fremtidige oversvømmelsesskader.
"Når et område bliver ramt af en voldsom oversvømmelse, sker der ofte noget bagefter. Borgere flytter værdier væk fra kælderen, kommuner ændrer planer, forsyninger bygger om, og myndigheder forbedrer varsling og beredskab. Den læring reducerer skaderne næste gang," siger klimaforsker Karsten Arnbjerg-Nielsen fra DMI.
Forskerne vurderer derfor, at fremtidige skader kan blive overvurderet, hvis man ikke tager højde for, hvordan borgere, virksomheder og myndigheder tilpasser sig efter tidligere hændelser.
Læring er dog ikke en gratis løsning. Den kræver blandt andet investeringer, data, beredskabsøvelser og tekniske løsninger. Forskerne anbefaler derfor ikke én fast læringsprocent i alle skadesmodeller, men foreslår blandt andet kvalitative vurderinger og følsomhedsberegninger.
"Pointen er ikke, at vi allerede har én simpel formel for læring. Pointen er, at læring har en relevans for økonomiske vurderinger. Når vi planlægger for et klima med flere og kraftigere oversvømmelser, skal vi også planlægge for et samfund, der reagerer på erfaringer," siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.
Faktaboks
- Notat: Betydningen af erfaringsbaseret læring ved opgørelse af økonomiske skader for gentagne oversvømmelser.
- Udarbejder: DMI.
- Forskningsprojekt: Udvikling af ensartede metodiske retningslinjer for opgørelse af skadesværdier på tværs af vandkilder, skadestyper og sektorer.
- Samarbejde: DMI, DTU Management, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet.
- Skybruddet i København: Ramte byen 2. juli 2011 og medførte skader i milliardklassen.
- Hovedfund: Erfaringer og efterfølgende tilpasninger kan mindske skader ved senere oversvømmelser.






Accepter kun nødvendige cookies